Interview med Thom, 40 år, pædagog

Når man arbejder med mennesker er det vigtigt, at man har empati og forståelse for andres følelser, kampe og udvikling.

Hvorfor blev du pædagog?
Fordi jeg kan lide at arbejde med mennesker. Det er det, der er spændende. For mig har det aldrig været pengene, der trak. Det er indholdet og kollegerne i arbejdet, der trækker. Det er vigtigere at have det godt med de mennesker, jeg arbejder med. Og som pædagog har man et langvarigt og nært forhold til dem man arbejder med og oplever dem udvikle sig over tid.

Hvorfor er jobbet fedt?
Jeg kan rigtig godt lide det sociale. Der er masser af gensidig empati fra både børn og kolleger, og det er fedt at opleve, at vi udvikler os sammen. Både jobbet og uddannelsen giver i øvrigt masser af frihed og er langt fra stillesiddende arbejde - vi tager fx tit på ture, hvor børnene kommer ud og oplever verden. Det er en vigtig del af deres udvikling.

Hvad gør dig til en god pædagog?
Når man arbejder med mennesker er det vigtigt, at man har empati og forståelse for andres følelser, kampe og udvikling. Det har jeg, og det er helt klart en fordel som pædagog. Vigtigst af alt er selvfølgelig glæden ved arbejdet.

Hvordan ved du, at du gør en forskel for andre?
Som pædagog har man stor indflydelse på de mennesker, man arbejder med. Og oplevelsen af at give og modtage på både det menneskelige og faglige plan er enormt dejlig, synes jeg. Jeg værdsættes meget af børnene og forældrene fordi jeg er mand. Eller måske måden jeg er mand på? Jeg er et stort legebarn - og det værdsættes, især af børnene. Derudover er jeg selvfølgelig med til at varetage en samfundsmæssig opgave, altså at sikre børnenes opvækst, det er et ansvar man er sig bevidst om.

Hvordan har du udviklet dig i dit job?
Uddannelsen stopper ikke bare efter tre et halvt år. Jeg bliver i hvert fald ved med at udvikle mig og stille mig undrende over for ting. Man lærer at se mønstre i menneskers adfærd, at studere dem og undres over, hvorfor de gør, som de gør. Det er en god egenskab, synes jeg. Især når man har med mennesker at gøre.

Hvordan har din uddannelse klædt dig på til jobbet?
Det har været fedt at komme vidt omkring. Jeg har arbejdet med både handicappede og 'almindelige' børn og voksne. Jeg har bl.a. været i praktik i en SFO i Estland. Det var spændende og helt klart en positiv oplevelse. På pædagogseminaret er der en god kultur for samarbejde blandt de studerende. Det er sjovt. Men det er jo også en nødvendighed for at kunne arbejde som pædagog.

Uddannelsen til Pædagog

Uddannelses længde:3½ år
Næste ansøgningsfrist: 05. juli 2010
SU under hele uddannelsen:2 1/2 års SU og 1 års lønnet praktik

Kommende Arrangementer