Ditte, 24 år, administrativ sagsbehandler

Det er dejligt at hjælpe folk. Man føler virkelig, at man gør en forskel.

Hvorfor blev du Kontorfunktionær?

Det er en god grunduddannelse, som giver mange muligheder. Man kan bygge mange ting oven på. Jeg er fx ved at tage den kommunale efteruddannelse Kommunom.

Hvorfor er jobbet fedt?

Det er sjovt. Jeg er i kontakt med mange mennesker. Jeg arbejder i handicapgruppen i Børne- og Unge afdelingen, hvor jeg tildeler tilskud til familier med behov, så børn kan få medicin og familier komme på kursus i at leve med det handicap eller den sygdom, børnene har. Det er dejligt at hjælpe folk på den måde. Man føler virkelig, man gør en forskel.

Hvad gør dig til en god kontorfunktionær?

Jeg er god til at møde borgerne, hvor de er. Jeg er god til at lytte. Folk er ofte meget rådvilde og usikre, hvis de lige har fået at vide, at deres barn har en sygdom eller et handicap. Så ringer de til os og søger hjælp. Det kræver man kan lytte og sætte sig ind i deres situation.

Hvordan ved du, at du gør en forskel for andre?

Det gør jeg, når jeg møder forældre til de familier, jeg har hjulpet. Flere af dem har jeg kontakt med over en længere periode. Når de kontakter mig, har de brug for hjælp og støtte. Jeg beroliger dem og sikrer, at de får den vejledning og støtte, de har brug for.

Hvordan har du udviklet dig i dit job?

Man lærer hele tiden noget nyt om sig selv, når man har med mennesker at gøre. Man udvikler sig. Det ene øjeblik er det en grædende ulykkelig borger, den næste er vred og skuffet over ikke at have fået den hjælp, han eller hun troede, hun kunne få. Man skal hele tiden være omstillingsparat og yde den bedste service ligegyldigt, hvordan borgerne opfører sig.

Hvordan har din uddannelse klædt dig på til jobbet?


Uddannelsen er meget generel. Man kommer igennem mange afdelinger i løbet af uddannelsen - jeg har sågar været udstationeret. Man får indsigt i mange forskellige områder, som alle er interessante, når først man får næsen ned i dem. Kommunen er slet ikke det støvede sted, mange tror. Det er en myretue af aktiviteter og arbejdsområder.

Uddannelsen til Kontorfunktionær

Uddannelses længde:2 år
Næste ansøgningsfrist: Varierer
SU under hele uddannelsen:Elevløn

Kommende Arrangementer